Kor og improvisation i Grækenland 2015
Kor tager traditionelt udgangspunkt i dirigent, noder og aftaler. Men hvad sker der, når man åbner ørene og lader musikalitet, intuition og stemmerne bestemme musikkens udformning? Det bliver udgangspunktet, når vi i denne uge synger swingende rytmiske korarrangementer, circle songs og laver frie improvisationer.
Gennem frie improvisationer udforsker vi vores stemmer og skaber et rum, hvor alt er tilladt. Grimme og smukke lyde kan mødes i skøn forening, og vi vil opleve, hvordan musikalske øjeblikke kan opstå ud af deltagernes frie bidrag.
Vi vil også arbejde med at strukturerer vores indre musik og lave det til circle songs, som er en genre skabt af Bobby McFerrins vokale univers. I timerne vil vi arbejde ud fra forskellige oplægsmodeller, og har du lyst, kan du også prøve at styre gruppen.
Fra det rytmiske repertoire vil du lære et par lækre kor-arrangementer, hvor vi arbejder med klang, frasering og udtryk såvel som groove og rytmefornemmelse.
Målet med ugen er, at vi bliver friere, gladere og bedre sangere og korsangere. Kurset er tiltænkt mennesker, der har et aktivt forhold til deres stemme. Kor- eller solist- erfaring er en stor fordel, men frem for alt er du ikke bange for at prøve din stemme af sammen med andre. Det forventes at du har sangerfarring nok til at kunne "holde din egen stemme" mens andre synger noget andet. Workshoppen er også interessant for korledere og musiklærere, som ønsker ny inspiration.
Udover at vi arbejder med stemmen, circle songs og improvisation - vil du også blive guidet på solopgangsture, vandreture, morgensvømning, den græske gourmet og kultur.